Molo - palme/monstrea, kakadue og abe needs-to-have

Kan man få et barn selv ? Og blive solomor ?

Ovenstående overskrift har kværnet rundt i mit hovedet de sidste par dage. Eller det er faktisk ikke helt rigtigt, for hos mit næstseneste besøg hos Louise (min terapeut/coach) tilbage i november, fandt jeg for første gang ever en lille smule trøst i at det KUNNE være en mulighed. Altså at få et barn selv, blive solomor, hvis alt andet mislykkedes. Jeg var ikke helt lykkelig med tanken, men jeg kunne hvile i det.

Så kom kæreste-drømmen og tanken om at alt nok skulle lykkedes.

Og så sluttede det.

Nu tvivler jeg igen. Og jeg er reelt bange for, at jeg fortsat vil spolere alle tænkelige forhold eller up-coming forhold med stressen over at mit biologiske-ur tikker derudaf – og måske stopper imorgen. For dét er i sandhed min frygt. At jeg pludselig ikke kan få flere børn ! For jeg er ikke færdig ! Som i “overhovedet og slet ikke færdig” ! Langt fra ! Jeg vil faktisk helst have minimum 2 børn endnu. Og ja, jeg er 35 år, så jeg har vel lidt travlt. Men samtidig ved jeg også at det godt kan lade sig gøre, hvert fald i teorien. Min mor fik også børn sent – af at være i hendes årgang – og heldigvis gik det jo fint med at få Tutti. (7,9,13)

Så mulighederne er der endnu. Problemet er jo bare at man ikke ved HVOR lang tid endnu. Tænk hvis man vidste det, så kunne man da enten have reelt travlt – eller ånde lettet op og tage den med ro.

Nu er jeg har midt i mellem. Jeg har stress omkring det, og ønsker mig så inderligt snart en søskende til lilletut, som jo er 3 år nu. De 3 år jeg havde regnet med ville være max i forhold til en lillesøster eller lillebror. Og på den anden side så forvisser folk mig også om at det sagtens kan nå at ske. Jeg kan godt nå at møde en, som vil mig (og viseversa) og som vil have børn med mig. No worries; kvinder får børn ind i 40’erne nu ! Og så fortalte mine kort mig hos Louise (yes yes spirituelle kort) at jeg havde noget stort i vente.

Så hvad ? Venter man ? Eller tyvstarter man ?

Tiden går jo for både mig og Tut. Og jeg ved at jeg vil have flere børn, og det går jeg ikke på kompromis med – ever – for nogen !

Men hvad så med barn nr 2, som så hverken får en mama eller en far ? Er det synd for ham/hende ? For hvad nu hvis der kommer en 3. som så får en anden forældre…så er der lige den her i midten, der ingen andre end mig har ?! Kan man tillade sig det ? Og er det egentlig at gøre grin med/ligegyldiggøre den anden forældres rolle, sådan at udvande den ved at få børn alene ? Sammen med det faktum at det jo så ikke betyder noget, hvem eller hvad man får barnet med – man får det jo alligevel. For lige præcis dét er mit ømme punkt – eller én af dem. Jeg har nemlig før fået at vide, at jeg har gjort, at folk ikke følte at jeg ville dem men bare resultatet – et barn. Og det passer faktsik ikke. Jeg har altid ønsket mig en familie sammen med én. Men jeg er helt sikkert også en person, der rigtig gerne vil have sin vilje. Rigtig gerne.

Og så spænder man ben for sig selv.

Det ved jeg. Fordi jeg har prøvet det. Flere gange.

Og bør man så i stedet få et barn alene, blive solomor. Og give afkald på den lykkelige graviditet sammen med en partner, som gerne skulle blive lige så – og gerne mere – lykkelig end en selv ? Den drøm jeg har haft siden jeg var lille ?

Fotograf Til minde om Babyfoto Portrætfoto Bryllupsfoto Vega (22)

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin og Snapchat ♥
   

15 kommentarer

  • Lisbeth

    Jeg kender flere der har fået børn selv. Hårdt arbejde, men har aldrig hørt nogen har fortrudt.
    Et par stykker har endda efterfølgende mødt den store kærlighed.
    Her oplever jeg at det faktisk er nemmere, når der ikke er en far at skulle tage hensyn til, at den kæreste kan blive/er blevet far/mamma for barnet.
    Jeg tror at vi voksne tit har tendens til at tænke alt ihjel. “Mærkelige” familie sammensætninger er jo kun mærkelige for barnet fordi vi fortæller dem at det er mærkeligt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er mor til to, og der er stor forskel på at have et eller to børn, både plusser og minus. Jeg elsker at de har hinanden og elsker hinanden, men barn to får ikke den samme voksentid/alenetid som det første barn får (det var en kamel jeg måtte sluge da vi fik nummer to). Barn to’s rytmer og vaner bliver tvunget til at passe ind i hentning af den store etc., dvs man kan ikke sidde i sofaen hele eftermiddagen og dikke-dikke eller for den sags skyld ligge i sengen hele dagen hvis man lyster.
    Jeg tror ikke jeg bevidst ville turde få et barn på egen hånd, jeg tror simpelthen at det er for hårdt psykisk og fysisk – hvis man har et godt bagland at trække på når man er træt af at blive vækket hver 3. time hver eneste nat er intet umuligt for den der har viljen i hjertet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kam sagtens følge din tankegang -både pro/Con. Jeg kender flere selvvalgte solomødre, som er super glade for deres valg, omend det var meget hårdt. Du er 35 år. Spring ud i det. Måske kan du få samme donor som Vega?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Jeg kender også kvinder, der har valgt at blive mødre uden at have en partner at dele det med. Det er hårdt, men ønsket om at blive mor trumfer det hårde arbejde. Jeg ville gøre det alene eller på “alternativ” vis, hvis det var min mulighed. Har du overvejet et regnbuebarn? Jeg tænker, hvis det var mg der stod i den situation, at jeg ville ønske at have nogen at dele det med. både det sure og det søde. Selvfølgelig et menneske som jeg stolede på og kunne se dejlige og smukke ting i, altså ikke bare en “hvem-som-helst”, men en der, trods det manglende romantiske forhold, kunne være en holdkammerat genem forældreskabet.
    Lige meget hvor din beslutning bærer dig hen, så held og lykke på vejen:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg syntes du skal gøre det! Måske møder du den du vil leve livet med under graviditeten og sammen kan leve forældre drømmen ud og hvad så om du har et eller to børn det gær dig jo ikke til et dårligere menneske! Hør det! Spring ud i det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Go for it!!!
    Jeg forstår helt sikkert tankerne, 150%.
    Jeg må lidt indrømme at jeg os har det som back-up plan. Jeg er simpelthen for bange for at involvere mig på så en alvorlig måde med en mand igen. For hvor skidt gik det lige første gang. Tænk at jeg kan ende med to fædre man skal i statsforvaltningen med og som man skal kæmpe med. Det er ikke til at overskue…
    Jeg har tvillinger på 6 år, og har kun en eneste lille frygt, nemlig at skulle få dobbelt up igen. Men hey, så har man jo prøvet det.
    Men jeg er helt med på de tanker omkring en manglende far/mor og hvordan og hvorledes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg siger DO IT! Baby kommer ikke til “kun” at have dig; h*n vil som minimum både have dig og Lilletut, jo 🙂

    Jeg vidste allerede da jeg var 20, at hvis jeg ikke mødte min anden halvdel, dén jeg ville lave en familie med, inden jeg blev 30, så ville jeg få én selv – vi har fertilitetsproblemer i min familie, så jeg ville ikke forspilde chancen for MINDST to børn, bare fordi jeg stadig var single, når jeg har drømt om at blive mor siden jeg var fire. At jeg så fandt min soulmate (ad, hvor pladderromantisk) da jeg var 21, og vi nu har en knapt tre-årig gjorde alle mine overvejelser ligegyldige, men altså… Jeg er stadig sikker på at jeg havde gjort det hvis livet ikke var faldet på plads for mig da det gjorde.

    Tjek forresten Bloksbjerg.com ud – hun er heltalenemor til hele to søde børn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Marie

    Man fortryder kun de børn man ikke får og verden har brug for børn. Så hvis du kan overskue det, så er det da en løsning. Min søsters veninde brugte den løsning og havde det i mange år i baghovedet med en deadline, hvis ikke det var sket før hun blev 40. Hun har nået 2 graviditeter via Stork nu og fik tvillinger i anden ombæring. Selvom hun bor i i Norge langt fra familien i Danmark er det gået alligevel.Selvfølgelig kan det være hårdt, men det kan savnet jo også. Håber du finder den rigtige løsning for dig.

    Kh.
    Anne-Marie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hvis det var mig, så var jeg gået i gang hurtigst muligt. Held og lykke <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Så bekræftende at læse din blog kære Katrine. Sidder selv med de samme tanker omkring panikken der breder sig i “vores” alder. Jeg er selv lige fyldt 36, så jeg bliver bestemt ikke yngre. Mit luksusproblem er at der er for mange mænd i mit liv der gerne vil være far til mit kommende barn. Jeg overvejer derfor i stedet at vælge en donor fremfor at komme til at vælge “den forkerte” og skulle “bøvle” med delordninger og andet efterfølgende, hvis det viser sig ikke at være en succes og en mand jeg kan leve sammen med. Når vi brændende ønsker os et barn kan det være svært ikke, at rumme andet. Jeg synes helt sikkert det lyder som en fantastisk ide med lilletut som storesøster, hun bliver ellevild er jeg sikker på. Go for it..Jeg glæder mig meget til, at følge med…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Uhh luksusproblemer er nice ! MEn jeg kan godt følge dig. Og jeg vil bestemt også være den første til at sige “Pas på” med hvem du vælger. Hold nu op hvor kan det bare være pissehårdt ikke at være enige… Selvf er der “gode” ting ved at have en aflastning/partner in crime…men man skal være sikker på man har de samme overvejelser, tanker osv.
      Den er svær. Min er lidt lettere – dels fordi jeg ikke vil dele med en “ikke kæreste/ægtefælde” men også fordi jeg jo har søskende-står til Tutti liggende… Og ja, hun ville være en så dejlig storesøster. Hun leger det dagligt 😉 Og hvor dejligt at du kan bruge mine tanker til noget. Håber virkelig du bliver hængende, så jeg måske på den måde kan følge med i dine planer på den front…hvis jeg må selvf 😉
      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • janne

    en af mine allertætteste veninder er solomor. Og det er ikke for at være ond, men det kommer helt sikkert til at lyde ondt! Men jeg synes bare, at inden man kaster sig ud i sådan et projekt, så burde man måske overveje, om det er “gunstige” kår, som man kan give barnet… Eller om det eneste behov man opfylder, er ens eget egoistiske behov for at blive mor.

    Min solomor har fået barn med doner og uden at overdrive, så sover barnet minimum ude 3-4 dage om ugen, hver uge (!!) hos nogle som ikke “orker” at have et barn så meget og som ikke selv har valgt det, men udelukkende gør det for at få enderne til at mødes hos min solomor.
    “Barnepige-parret” brokker sig altid over at blive påduttet pasningsrollen, for det er hårdt at agere forældre halvdelen af alt tid, når det er 65 år siden, at man havde alderen til at passe små børn.

    Jeg har aldrig sagt det til min solomor, da jeg holder meget af hende, men min helt ærlige mening er, at det er fuldstændigt åndsvagt og egoistisk at sætte det barn i verden, når hun samtidigt har valgt et liv, hvor der ikke er tid til at passe barnet. Og dermed ikke sagt, at man ikke må få passet sine børn ude – men at barnet bor et andet sted ligeså tit, som det bor hjemme er måske lige i overkanten..

    Lang historie, kort så er min pointen bare, at man lige bør overveje hvilke vilkår man kan give barnet. For jo vist, så elsker alle mødre deres børn, men har i tid til at vise barnet alt den kærlighed og omsorg, som det barn fortjener? 🙂
    Hvis ikke – så lad være med at sætte et barn i verden, som man alligevel ikke har overskud til.

    Men hvis du har kærlighed, tid og overskud nok til endnu et barn mere, så klø på 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Janne, tak for din historie og dine tanker. Og du har jo helt ret. Børn ber ikke om at komme til Verden, det er deres forældre (ental eller flertal) der beder om det. Og det har jeg fuldstændig øje for. Mit liv er også blevet lavet drastisk om, da jeg fik Tutti. Ikke af tvang men af LYST. Jeg kunne aldrig drømme om de ting, som du beskriver. Og jeg anser på INGEN måde mig selv i nærheden af den solo-mor du fortæller om: og det håber jeg da heller ikke du tænker om mig !!??? Og gør du, så tænker jeg du er ny læser – og dem skal der bestemt også være plads til 😉
      Mit liv og mine prioriteringer er 100% på en familie og et barns præmisser. Selvom det er pisse hårdt, og selvom jeg nogen gange ikke gider.
      Men tak for tankerne, og igen: du har ret 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janne

      Jeg synes, at du virker ganske sympatisk og jeg betvivler ikke, at du også vil være en fantastisk mor for den potentielle nummer 2 🙂

      Jeg ved ikke helt hvad der sker, når man læser et blogindlæg som rammer nogle følelser i én. Det jeg skrev i foregående kommentar er SÅ privat og jeg har ikke fortalt det til andre før. Men så kommer der lige et blogindlæg, der sporer tankerne i den retning og man får lyst til at dele sit allerinderste! Så det er ikke fordi, at jeg tænker: “sådan ville du også være, hvis du blev solomor”. Det handler vist bare om, at jeg har den her lidt forkerte oplevelse med min solomor. Her kan jeg ytre den helt anonymt og få luftet ud i mine tanker. At mene, at ens veninde ikke burde være blevet mor er da ca. den grimmeste tanke at have og der ville intet godt i verden komme ud af, at jeg ytrede den tanke andetsteds. Generelt ville jeg ønske, at ingen satte et barn i verden, som de ikke har tid til. Men det gælder jo ikke bare for solomødre – det er alle typer af forældre det gælder for.

      Men der er da sådan en lille tvist med, at når man ligefrem køber sig til at blive mor, så har man (jeg!) en forestilling om, at man så i det mindste også prøver sit bedste og prioriterer moderskabet rigtig højt og ikke agerer mor på sådan en måde, at det kunne minde om noget man har set i ”de unge mødre”.

      Men igen – det er absolut ikke mine tanker om dig. Det er mine tanker om emnet og det jeg har oplevet. Men tak for at skabe platform, hvor man kan dele 😀

      Jeg er forresten ikke ny læser :p Jeg har været forbi af og til siden nyskilt blev sendt ☺ Dejlig blog og sød lilletut, som du har dig ☺

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej igen Janne,

      Tak for dit gen-svar 🙂 Og det giver mig et så fedt billede af hvordan du har det. For jeg kan SÅ godt følge dine tanker, når du har oplevet som du har/gør med din veninde. Vi har jo alle vores tanker et sted fra. Vi har erfaringer med os, der farver vores forestillinger osv. Selvfølgelig gør det det. Og du har bare så ret når du forklare at DU har åbnet dig og skrevet de her “farlige ting” om din veninde, for du har da helt ret, at det er noget at det værste man ever kan føle om sin veninde. Men naturligt nok. Det spændende tænker jeg er at høre hvordan din veninde selv er vokset op. Hvordan har HUN oplevet kærlighed og tilknytning fra hendes forældre, for SO SAD BUT SO TRUE så har vi vores erfaringer og (dårlige) mønstre der fra !! Jeg er helt sikker på at hun synes hun gør det allerbedste for sit barn, og at hun ved at arbejde, lave ting for sig selv synes at hun ruster sig selv og barnet til det bedste….men det er desværre bare ikke altid sådan. Og i al fald har ikke alle de samme opfattelser.

      Og du må undskylde hvis jeg lød lidt skarp med det med om du var ny…jeg følte mig pludselig bare ret angrebet i fht at du gik udfra at jeg ville gøre det samme. Men ting på skrift kan være svære at opfatte rigtigt 🙂
      Jeg er da SÅ glad for at du læser med – og sindssyg fedt at du fandt mig på Nyskilt, det er der virkelig ikke mange der har 🙂 Cool og TAK <3
      Bliv endelig hængende 🙂
      God påske – og tak for fede indspark egentlig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Molo - palme/monstrea, kakadue og abe needs-to-have