Da pillerne tog mine følelser

I ret mange år har jeg ikke følt så meget.

Jeg har følt, men registeret har ikke kunnet registrere så meget. Kurven har ikke gået hverken særlig højt eller særlig lavt. Men især lavt var den nød til ikke at gå, for før pillerne var jeg helt nede i et sort dybt hul, med eneste udvej i ikke at være her mere.Det ku ikke være lavere, men det ku godt være højere.

I perioden elskede jeg mama, og jeg elskede også min kæreste efter hende, men et skift i pillerne under forsøget på at amme/da Tutti var helt lille gjorde, at jeg kom endnu et stykke væk fra mig selv.

Skilsmissen og den bristede drøm gjorde det heller ikke nemmere.

At elske blev nærmest umuligt. Det blev sgu nok aldrig så inderlig dybfølt. Der var et låg på – et pillelåg oven på ! Ingen kunne i virkeligheden gøre mig glad. Og da slet ikke mig selv !! Og ingen kunne i virkeligheden gøre mig ked af det.

Til gengæld kunne jeg godt gøre folk ked af det. Uden egentlig empati for at hjælpe dem oven på igen. Uden egentlige kræfter til det. Jeg var bare træt, kort for hovedet og kold.

Lige før bruddet i februar med min ex-kæreste var jeg begyndt nedtrapningen på de piller, der i den grad havde fjernet mig væk fra mig selv.

Jeg ville mærke igen, føle ordentlig igen.

Med et kikset nedtrapningsforsøg i bagagen (med major come-back af depression/fødselsdepression) var jeg bange. Men jeg turde ! Og jeg ville ! Jeg følte mig så tilpas fjern fra mig selv, at dette her var løsningen. Ikke flere piller. Ikke mere virkelighedsflugt. Med følelses- og empatiflugt til følge.

Nedtrapningen har hård ! Helt umenneskelig fysisk og psykisk hård ! Mine følelser slukkede fuldstændig ! Hvor der før trods alt havde været et lille spænd for godt og dårligt, var der nu ingenting ! Ingen følelser for ex-kæresten overhovedet, ingen følelser for mig selv eller andre. Ingen empati, ingen tanker ! Kun fysisk ubehag med svimmelhed, kvalme og massiv træthed – og et mindre depressionstilbagefald. Jeg sov og sov. Men græd ikke særlig meget, og savnede ikke.

Månederne gik, og pludselig vågnede følelserne som af dvale. En lang dvale, en lang pause, et langt koma for mig. Helt almindelig tid for andre, Tid der har forandret de andre, udviklet de andre og har fået følelser frem hos andre – for andre ude i “det virkelige liv”. Jeg forstår det jo godt – selvom det gør ondt nu. NU ! Jeg var i dvale, min ex-kæreste kæmpede sig videre med tiden.

Efterfølgende ved de fleste af jer, at hun jo gav mig en chance eller to – halvhjertede chancer. Hun troede ikke for alvor på det – og elskede mig vel egentlig ikke længere. Turde og ville hvert fald ikke. Desværre elskede jeg. Nu.

Og nu føler jeg for hele registreret ! Jeg savner helt ind i knoglerne. Min hjerne går i selvsving og sammensætter Happy-Endings til mig. Jeg ønsker og tænker så meget at jeg bliver vanvittig. Og har ondt i hjertet og sjælen. Og forbander de piller væk, der minimerede følelses-registeret for mig, og ødelagde så meget empati og kærlighed, dengang jeg havde hende. Lorte timing !

Nu savner jeg virkelig, græder tårer, er fortvivlet og føler mig fortabt.

Der findes intet hurtigt fix. Alt trækker rødder.