Tutti tester Reima overgangstøj. Tøj der dur !

Længere mellem snapsene

Pause – Stilhed – Tystys – Længere mellem snapsene…tja, kært barn har mange navne, som man siger ! De af jer, der har fulgt med et stykke tid ved, at jeg “normalt” skriver mellem 2-3 (4 i min storhedstid) indlæg om ugen. For tiden er der et hver eller hveranden uge, og det er der flere grunde til…

img_4082

Mit arbejde…dræner mig for tiden fuldstændig. For første gang i maaaange år – nærmest nogensinde – har jeg ikke lyst til at tage på arbejde. Jeg er ked af den måde personalet på hospitalet bliver behandlet. Jeg er ked af den måde patienterne bliver behandlet på – og jeg er virkelig ked af den måde tingene og den såkaldte “udvikling” bliver håndteret på. Jeg kan mærke, at jeg længe har været så opsat på at hjælpe alle/redde systemet/redde patienterne, at der nu ikke er meget energi tilbage. For da slet ikke at tale om HÅB ! Det offentlige system er så fuXXXXX langt ude, at det måske er for sent. Og det gør mig ked af det. Frustreret. Og så brænder jeg stille og roligt ud, tror jeg. Her igår på vej derhen i bilen havde jeg mest af alt lyst til at græde. Græde – og så blive væk. Holde ind til siden, sætte mig i vejkanten og bare BLIVE SIDDENDE ! Fysisk bliver jeg helt dårlig af at tænke på stedet. Jeg får kvalme, lidt højere puls og bliver en anelse svimmel. Og så slukker min hjerne.

Jeg har i mange år givet meget. Jeg har kæmpet meget, og jeg har ikke altid været lige enig med mine overordnede, MEN jeg har elsket stedet og jeg har troet på det, dem og os. Jeg har troet på at alle ville mig, os og dem det bedste…nu er jeg i tvivl. Jeg har følt, at der altid har været plads til os “højtråbende” – nu er jeg i den grad i tvivl. At vide, at min boss synes at “Jeg er for negativ”, når jeg egentlig bare snakker for alle mine kollegaer og deres trivsel, gør mig ked af det, og gør at jeg i den grad ikke har lyst til at komme tilbage. Jeg ved måske for meget…men det giver mig kvalme. Jeg har i lang tid gerne ville snakke om arbejdet. Snakke om nedskæringerne, besparelserne, vores ledelses håndtering af dette og os kollegaer, men nu kan jeg ikke mere, kan jeg mærke. Jeg er træt også af det. Og jeg gider ikke græde tårer over det. Jeg føler mig DONE ! Jeg opgiver. For nu i hvert fald. Jeg snakker med en om det, lidt i hvert fald og mest af nød. Min læge vil sygemelde mig med stress, men det ønsker jeg ikke. Endnu. Men SHIT hvor er jeg træt !

Mig selv, mine relationer og kærlighedenfylder også. Og lige dele dræner mig og lige dele giver mig skide meget god energi ! Jeg har taget fat på et arbejde, der bare er så pisse nødvendigt – og mega givende. Men det tager tid – og hvor gør man så af sig selv i mellemtiden ? Man kan jo ikke sætte relationer, følelser, lyst og behov på standbye…jeg kan i hvert fald (desværre) ikke. Jeg har det godt ! Jeg er glad. Jeg har gang i noget, der er pisse spændende og lækkert men også vovet og skræmmende ! Og noget jeg ikke vil analysere i offentligheden 🙂 Og så kan det også være svært at blogge (for mig)…når man ikke har lyst til at dele tingene direkte. Fos hvordan gør man det indirekte og uden at virke for sorttalende (skrivende) og clickbait-agtig ?!?! Jeg har svært ved at finde balancen, og gør det nok så bare slet ikke… (Men håber selvfølgelig at I vil følge med alligevel, og give mig plads til lige endnu engang at finde mine “blogger-ben”)

Bloggen generelter – FORSTÅ MIG NU RIGTIGT – ikke så vigtig for meget mere <3 Og jeg kan mærke at den skal revurderes IGENIGENIGEN. Og det er vel egentlig sundt og helt naturligt 🙂 Jeg vil gerne have den stadigvæk, men den skal være mere lystbetonet end før, og kun give god energi, lækre vibes og fede events og begivenheder. Jeg kan mærke, at jeg har givet slip på ræset omkring den. Ræset (og stresset) omkring om folk i branchen nu kan lide mig, inviterer mig med i sommerhus, på fredagsbar og på legeaftaler med alle deres andre blogger-veninder, om jeg får de rigtige kampagner (eller nogen overhovedet), om mine (læser-)tal eller løn er høje nok…og det er helt seriøst mega dejligt 🙂 Jeg nyder, at dele mine med-bloggeres indlæg, konkurrence osv UDEN at føle mig forfordelt, overset eller hvad det kunne være. Ingen tager noget fra mig – nu MÆRKER jeg det også <3

Min fritid…er så mega sparsom. Jeg er ofte så træt og udbrændt i knolden, at jeg tit bruger mine aftner på enten at sove eller stene tlf. Eller også er jeg sammen med nogen <3 Og det er sgu rart ikke altid at sidde, hver aften når Vega er puttet, med hovedet i et blog-indlæg, eller have den evige dårlige samvittighed over at jeg ikke skriver et blog-indlæg. Jeg har i den grad haft brug for pause fra blogger- og instagramlivet. Jeg scroller lyn-knud-børge forbi de flestes billeder og indlæg – ikke fordi jeg ikke under dem det…jeg har bare ikke energi til at læse eller se det. Og det har været rart, virkelig rart. Og givet mig tanken om at livet uden næsen for dybt stukket i den der SoMe-verden faktisk er fantastisk og fri <3

Selvom det måske kan lyde sådan, så stopper jeg altså ikke. Jeg revurdere og pauser nok lidt længere i mellem hvert indlæg end ellers. Men jeg håber I hænger ved…og så vil jeg da gerne høre:….ER DER NOGET I GERNE VIL LÆSE OM ??? SAVNER I NOGET ??? ER I DER STADIG ? <3 img_4087

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin og Snapchat ♥
   

4 kommentarer

  • Liv

    Ja, vi (jeg) er her stadig!
    Kan sagtens følge dine tanker omkring bloggen og især det med at være fri af alle de sociale medier, hold k*ft hvor har jeg nogle gange lyst til at slette det hele og bare nyde nuet.
    Glæder mig til at høre nyt fra dig igen, ligemeget om det er i morgen, om en uge eller først om en måned 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Hej Katrine. Ja – jeg læser også stadig med. Især afsnittet om dit arbejde og det du føler omkring det, giver mig helt ondt i maven! For jeg har lige været der selv. Når man er højtråbende (taler for “de svage”), (over)-engageret og dygtig, og samtidig skal arbejde under uacceptable forhold man ikke kan gøre noget ved, så brænder man ud. Jeg er selv deltidssygemeldt med stress, for første gang i mit professionelle arbejdsliv, med præcist de symptomer du beskriver at du oplever nu. Jeg blive bekymret over at du arbejder videre og ikke lytter til lægen. Jeg ville heller ikke selv sygemeldes først, men til sidst var jeg så svimmel og ked af det hele at jeg ikke kunne lade være. Og det tager bare længere tid at blive sig selv igen bagefter – så lyt til dem der ved noget om det, for det lyder virkelig som om du er meget stresset, og det kan man ikke arbejde sig ud af:( Jeg selv har brugt en del tid (alene, med kolleger, venner/familie og terapeut) på at finde ud af hvor jeg kan lette mig selv, rent arbejdsmæssigt, og for mig handler det om at slippe dét jeg ikke kan gøre noget ved. Løse mine kerneopgaver, med den tid jeg har til rådighed, og ikke tage de kampe jeg alligevel ikke kan vinde. Og ja, så en pause fra ræset. Jeg håber du vil overveje det igen – for det hjælper, om ikke andet så for en kort periode hvor du kan trække vejret:0) Knus fra mig og Bornholm!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej C, hvor er jeg gald for at høre at du stadig læser med <3
      Og jaaaaa, du har nok ret ! I alt hvad du skriver ! Og jeg tager det bestemt til mig. Og samler mod til at gøre noget ved det… ! Lige nu går tiden. Jeg fik rejst mig fra de første ugers fosterstilling, og det er bedre nu. Men jeg er på vippen. Jeg ved det. Jeg kan mærke det. Og når den vipper ned i den forkerte ende, så tynger stenen på brystet mere og mere. Jeg tager mig sammen !
      Hvor FEDT at du fik mærket efter, og fik gjort noget. En deltidssygemeldning lyder ikke helt så nej-nej-neeeej i mine ører…og det kan man altså også ! Måske det var en mulighed….
      Og ja, ræset ! Kan slet ikke overskue det ræs…og slet ikke det offentlige ræs !
      Jeg tænker…og mærker.

      TAK <3
      Og god fortsat kamp til dig.
      Hils Bornholm og knus til jer alle <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tutti tester Reima overgangstøj. Tøj der dur !