Tankespind

Kender I det med at være ret naiv og tænke at det hele nok skal gå? Ja faktisk kan man få sig selv ret godt overbevist om at tingene da nok skal flaske sig for én… At man da NU (for helvede) må have lidt nok og været igennem nok prøvelser og smerter til at det da MÅ være ens tur til bare at have en lille flig af held i livet?!
For så at finde ud af at JA man var bare naiv (og sikkert også dum)!

Og har I så prøvet at tænke at nu må lavmålet af held i kærlighed været nået, så nu må der været geniale chancer i spil? Hvorefter man er dum nok til at gå med i af de der super åndsvage lorte-reposts konkurrencer på IG, fordi NU (for helvede) må kære C da for dævlen trække mit insta-navn op af hatten? For så bare at finde ud af det så heller ikke var dér heldet lå gemt?!

Det har jeg. Altså både det med held, kærlighed og spil. Hvor kan heldet ellers ligge gemt? Når man åbenbart ikke har held i noget af det, hvad er der så tilbage???
I wanna know! For jeg må være så utrolig god og heldig i netop dét!

Jeg havde egentlig tænkt mig at springe et depri indlæg over idag, for ikke at suge alt livsmodet ud af jer. Men så sidder man efter en lang dag på job, en lang og sprudlende eftermiddag og aften med Lilletut (hvor der faktisk var masser af glæde og livsmod og energi) og mærker alt ens energi og glæde stille og roligt sive ned mellem gulvbrædderne og forsvinde væk, helt væk. For dævlen – og så kan jeg altså ikke få det indlæg om Lilletut, jeg ellers havde påtænkt mig at skrive, ud over tasterne. Jeg er bare så fandens impulsiv og driftstyret at jeg ikke kan abstrahere fra mine følelser. Pisseirriterende – hvis jeg lige må bande en gang (til).

Og hvis I lige skal have lidt historie (vigtig viden, ligegyldig info) så var det lige præcis derfor jeg startede bloggen for snart et år siden. For at få nogen af mine mange impulsive tanker ud, så de ikke dannede totalt tankespind inde i mit hovedet. Og netop derfor bliver mine indlæg tit meget tekstlange, noget forvirrede og som en sød blogger (Maria aka Slinky Piinky – der blogger her) beskrev det: “som en hvirvelvind”! Og ja sådan skriver jeg nok – fordi sådan er tingene inde i mit hovedet; fyldt med indskudte sætninger, sarkasme, ironi, distance og alt for meget ærlighed og intimitet. Jeg prøver virkelig at tøjle mit tankespind her, så I kan følge med, men hvis jeg hvirvler for højt så hiv mig lige ned igen ikk’ (tak)!
Af præcis samme årsager kan jeg heller ikke skrive indlæg for at gemme dem i bunke og poste senere. Det er bare så lidt mig. Jeg føler mig utro mod mig selv, hvis jeg ikke poster og skriver om lige netop DET der trænger sig på i øjeblikket. Om det er godt eller lortet må tiden vise – eller I fortælle mig?!

Hvorom alting er (jeg elsker bare det udtryk!) i aften er jeg sgu noget depri over hele situationen, så må lige udskyde det der indlæg om Lilletut og alle de ting hun kan nu – hun er jo en lille pige nu! En dygtig en af slagsen endda! Ego-mor!