Bitterfxssen på Herlev…

Yep, thats me! Ved ikke om man i wordpress, på bloglovin eller på det store ganske net (indernet) må skrive offensive bandeord?! Så et lille x her og der, skjuler jo fuldstændig de brutale sandheder i ordene…Ikk’ å’??

Jeg tror, I kan gætte jer til det manglende bogstav, og deraf ordet og dets betydning og altså hvad jeg er på mit job. Ikke at jeg er stolt af at være det. Jeg er det vist bare, gik det pludselig op for mig sidste gang, jeg, med store armbevægelser og højlydt ivrig tale, fortalte om nattens udfordringer med Lilletut, parforholdets derut i øvrigt og alt det andet let egocentrerede stof, som presser sig på i mit hovedet og vil ud, og min sidst nytilkommende gravide kollega holdt sig for ørerne. Ups! Jeg er vist nemlig allerede skyld i, at to af mine søde unge kollegaer på 25 og 30 år aldrig skal have børn. Eller alternativt først når de er 54 år og har levet deres liv fulgt ud. Yderligere er en anden gravid kollega netop sendt på barsel – formentlig med voksende før-fødsels depression og tanker omkring muligheden for at fortryde graviditeten i de sidste uger!

Yep, bitterfixxen har ytret sig mange gange på de måneder, jeg har været tilbage på mit elskede arbejde. Først synes min chef, at det var en udmærket propaganda for at forebygge yderligere graviditeter blandt kollegaer (vi har mange i det offentlige skal siges). Men nu er hun efterhånden nervøs. Både for fødselstallets vedkommende i det hele taget, depressions raten for kommende og allerede udklæggede mødre i gruppen og sidst men ikke mindst; hendes egen mulighed for at opkalde kommende pigebørn i gruppen for hendes navn. Ja, hver sine agendaer 🙂

Det er ikke med udtalt vilje, at jeg skræmmer mine kollegaer – og i den grad kan connecte med mine mandlige far-kollegaer, som giver mig så meget ret. Jeg synes edder-dylme, det har været hårdt. Shit. Sikke hemmeligheder og eksplosiv viden man som forældre ligger inde med. Man kender jo svaret og forklaringen på:

– det stigende antal skilsmisser i landet (formentlig Verden)

–  hvorfor alderen på hvornår man bliver mor første gang stiger (eller bør stige)

– hvorfor folk blot får de ca 2,1 barn

– hvorfor forældre føler det som “ferie” at møde ind mandag morgen på jobbet

– hvorfor man er nødt til at poste happy-chappy billeder på facebook og instagram

– hvorfor dating sites som Maria Milan overhovedet udtænkes

– hvorfor folk er utro

– hvorfor det at være parterapeut (eller familieterapeut) er en usædvanlig god forretning

 

Og så tænker jeg. Når nu man ved disse ting, hvorfor så ikke fortælle ens naive og godtroende kollegaer og venner om det? Tænk hvis man kunne redde et parforhold eller ti – eller verden? Tænk hvis man kunne udleve bare lidt af sit liv igennem andre – bare uden tømmermændene? Har man så ikke nærmest pligt til det? Og pakket ind i lidt sort humor, kan det da ikke være så trættende dag efter dag – kan det? Og jeg er jo ikke bitter som sådan. Jeg føler mig egentlig ikke bitter. Men nogen gange, kan jeg godt høre på min talestrøm, at jeg måske lyder lidt bitter?! Og egentlig ville jeg jo heller ikke gøre det om – men jeg ville nok gøre nogen ting anderledes. Og forhåbentlig ville konen det samme!

Kan du lyde bitter og en anelse realitetshård engang i mellem?? Har jeg bitterfissx kollegaer rundt omkring andre steder??