Kvinde, kend dit værd…

…og når du kender dit, så hjælp lige mig med at finde mit, tak! I øjeblikket roder jeg nemlig rundt. Jeg famler rundt mellem følelser jeg forlængst havde dømt ude af min krop. Ikke følelser der bare stille og roligt havde sivet ud af mig, næh nej, følelser der allerede en gang havde revet mit indre til blods og krævet utallige tårer. Siger man ikke at det der er oplevet “ikke kommer ondt tilbage”?! Man lyver, kan jeg så berette!

 

Den her fucking skilsmisse rider mig som en mare. Jeg ved godt at jeg har lovet jer ikke at søbe rundt i det – og jeg har ellers været ret god indtil videre synes jeg selv! Men shit, lige nu har jeg enten utrolig meget brug for jeres hjælp – eller brug for lov til at søbe – bare lidt?!

“Project Happy – the future” føltes HER som en utrolig god ide -og det er det vel i bund og grund stadig – lige nu føles det bare pisse uoverskueligt! Det er som om at min uges influenza sugede alle kræfter ud af mig – fysisk OG mentalt! Jeg føler mig blæst tilbage til dengang jeg græd og var ulykkelig over tabet af min familie og af min kone. Jeg føler mig ikke videre, jeg føler mig flået tilbage og med et umiddelbart DELETE af alle de ellers tilkæmpede styrker.
Jeg kan påny mærke smerten fylde hele mit indre ud og hvordan hjertet føles som på bristepunktet. Hvordan den der frase “det skal nok gå alt sammen” føles hul og helt vanvittig uopnåelig og uvirkelig.
Der er pludselig påny så mange ting som jeg gene ville snakke med ekskonen om, ting som jeg tænker kunne ændre alt. Ting der kunne gøre det hele bedre. Er jeg sikker på. Tror jeg. Eller nej, det ved jeg jo godt ikke er tilfældet, for “chancen er forpasset for os” siger ekskonen, og med “os” mener hun jo altså også mig. Der er ikke mere tilbage og “kom nu videre”.

Og jo, jeg skal sgu videre, for mit værd må være mere end det! Mit værd ER mere end et kedeligt ægteskab, hvor min partner hverken vil have sex eller lave familie-ting. Jeg ER mere værd end det. Det VIL jeg hvert fald være. Slut med folk der ikke gider mig på samme måde som jeg gider dem. Slut med folk der giver en spekulationer, frustrationer og negative oplevelser – så heller være alene. Tror jeg!?

Men det er skræmmende at være alene. For hvad nu hvis det ender sådan? Skræmmende nok føles det nemlig sådan – det føles virkelig som om det er sådan det vil ende for mig, single-alene. Og så er jeg lige på vippen til panik: JEG ER 34 ÅR – JEG KAN IKKE FÅ BØRN SÆRLIG MANGE ÅR ENDNU. JEG ER DOOMED!!! FUCK!
For ja, det er nok det jeg er mest bange for! At jeg aldrig skal blive gravid igen, aldrig kunne give Lilletut en søskend. Og nåhr ja, at jeg aldrig skal mærke sand og ægte dybfølt kærlighed fra en anden voksen. Og lige præcis dét gør at den her skilsmisse er så pisse svær at komme over; for jeg havde det jo – det hele (eller næsten), og nu er det væk – og jeg er blevet ældre. 5 år ældre end da jeg mødte min ekskone! Har jeg spildt 5 år med en forkerte? 5 år der kunne have været brugt på at finde den rigtige?! Måske. Men heldigvis fik jeg Lilletut – og derfor kan intet jo være spildt – spildt!

En af jer skrev mig en kommentar til det forrige indlæg omkring skanninger HER, som satte tanker i gang hos mg – og som nu er blevet til hele dette indlæg faktisk. For hele indlægget og alle de følelser og tanker jeg har forsøgt at forklare her, er faktisk svar til hende! For JO, jeg er sgu for negativ i øjeblikket. Og NEJ jeg glæder mig nok ikke nok på bloggen over Lilletut. Desværre!

Jeg er måske bedre til at skrive de lidt mørkere indlæg, de kommer hvert fald lettere til mig. Desværre! Jeg prøver faktisk at lade være (måske ikke lige i dag), og jeg prøver at være mindre sortseende på skrift. Men faktum er at bloggen jo kom til fordi jeg havde det dårligt. Jeg havde i starten svært ved at finde frem til årsagen til det, og gik udfra det var pga barnet og mor-titlen – men senere blev jeg klogere og antog at det nok snarere var forholdet – og måske også bare inde i mit hovedet – læs bare HER.
Jeg skriver for at tømme mit hovedet og for at bearbejde, men jeg vil jo have jer med ellers er det ikke det samme. Så derfor forsøger jeg det bedste jeg kan med ikke at være for negativ og tudeagtig – men hold kæft det er svært når det er sådan man har det! Jeg har virkelig den dybeste respekt for dig – og jer – der ikke kan få børn, og jeg undskylder virkelig af hele mit hjerte, hvis jeg lyder forkælet eller pisse overfladisk når jeg fokusere på alle de dumme ting istedet for smukke og perfekte Lilletut!! Jeg elsker hende. Ingen tvivl om det. Men jeg indrømmer; mere vil have mere! Jeg vil have mere ud af livet! Mere kærlighed, mere familie – med Lilletut som den ALLERVIGTIGSTE ingrediens. Jeg fik Lilletut “in the first place” for at være en familie med mor, X og barn/børn og det vil jeg altså stadigvæk. Det fortjener jeg, og det fortjener Lilletut – synes jeg. Det MÅ vi være værd!