Jeg. En handywoman

Er vi egoistiske ? Er jeg ? (Solo-mor #3)

Jeg er ret sikker i min sag. Jeg vil have at Lilletut skal have en (eller to) søskende – hvis jeg kan vælge. Hvis min krop lader mig selvfølgelig, for det ved man jo aldrig. Og jeg er bestemt ydmyg overfor det.

Men skulle jeg være så heldig og priviligeret endnu en gang at kunne sætte et barn i Verden (på den ene, anden eller tredje måde), så vil jeg det. Af to grunde: 1: hun skal have en at dele familielivets glæder og sorger med. At have en søster eller bror på samme måde som jeg har haft min søster. Det betyder bare alt ! Jeg elsker min søster, og alt det vi har haft sammen indtil videre, det kunne jeg ikke være foruden. 2: Lilletut skal ikke stå alene med beslutninger, pasninger og “ansvar” for mig i min alderdom.

Lets face it; sådan er vores samfund endt – og hvis ikke “endt” endnu, så er vi decideret på lige lukt på vej derhen. Desværre. Og derfor er grund nr 2, blevet en af mine kæpheste efter at have arbejdet i det offentlige sygehusvæsen i 10 år. Har man ingen børn til at være med til at tage vare på en, så er man altså ilde stedt. Pasning, pleje og social omgang er de pårørendes opgave et langt stykke hen ad vejen. Og det vil jeg ikke byde Lilletut alene. Hun skal heller ikke stå med diverse valg af alene, hvis jeg på nogen måde kan vælge det. Hun skal ikke vurdere alene om jeg skal på plejehjem, om der skal vælges “ingen genoplivning” eller om stikket skal trækkes.

Set i lyset af de to grunde føler jeg, at jeg ville være egoistisk for ikke at prøve at give hende en søskende, en partner i livet familiemæssigt. Jeg synes ikke, jeg kan være andet bekendt. Så egoistisk kan jeg ikke være !

Og så ved jeg godt, at tingene er sat på spidsen. At de kan fluekneppes. At der altid vil være et “hvis og hvis…”. For sådan er livet jo. Og karma for den sags skyld. Man kan aldrig gardere sig, man kan aldrig vide sig sikker. Livet kan spille en de puds, som det har lyst til. Alt kan ikke forudsiges og planlægges.

Og at der helt sikkert findes folk – også blandt jer kære læsere – der vil være rygende uenige og føle jer provokeret.

Min søster er faktisk – sjovt nok – lige præcis ikke enig med mig. Hun synes nemlig, at jeg er egoistisk ved at få et barn nummer to. Hun kan for såvidt ikke følge (forstå) alle mine tanker omkring et evt “projekt solo-mor”. Hun er faktisk decideret modsat på alle punkter – og synes at jeg skal nyde det jeg har fuld ud. Og ikke vove noget ved at sætte en ekstra faktor ind i ligningen: Lilletut og mor. For hvad nu hvis det ødelægger alt ? Hvad nu hvis jeg intet overskud har til det ? Dét ville være egoistisk, og så egoistisk må jeg ikke være !

Og “egoisme” fylder mange steder i børnespørgsmålet. Det gør det nok i alle de forskellige familiesammensætninger i virkeligheden. Men på en måde kommer det bare mest på spidsen i spørgsmålet om at blive en solo-mor, solo-forælder eller i en regnbuefamilie.

“Man fortryder kun de børn, man ikke får…”

 – og det vel om man er alene, sammen med en af samme køn eller sammen med en af modsatte køn…

IMG_1867

Læs de andre indlæg om at være solo-mor her: Part 1 & Part 2

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin og Snapchat ♥
   

11 kommentarer

  • Maj

    Jeg får et ordsprog på hjernen når jeg læser dette søde Katrine ☺️ “Livet er det der sker omkring dig imens du er i gang med at ligge planer.” <3 Du ved jeg syntes du er sej og en opturskøn kvinde og mor for lilletut ❤️ Jeg ville bare nødig se dig gå glip af nogle ting eller ikke se hvad der er foran dig, fordi du er i gang med at planlægge hvordan fremtiden skal være ☺️
    Kæmpe kram fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Og det er SÅ typisk mig. Jeg er bedre til at lægge planer end at leve i dem.
      MEn jeg prøver. Jeg vil bare heller ikke gå glip af noget. Og det er bare ikke mit ønske i livet at have 1 barn. Og jeg er 35. Det er facts jeg er nød til at deale med. Og – ikke for noget, intet ondt til dig eller andre velmenende – så er det bare lettere at sige at “man skal slappe af”, når man selv ikke har de problemer. Og her tænker jeg børn wise. Det er også mine veninder med familie, flere børn og ægtemand/dame der siger at jeg bare skal tage det roligt… Jamen tar jeg det for roligt, så dør jeg jo lige om lidt… 😉
      MEn jeg høre dig. Og min søster. Og arbejder bestemt på det.
      kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maj

      Ha ha ha 🙂 Og du har jo helt ret, ved ikke hvordan uret tikker når alderen siger 35 og man ikke liiiige har en at lave børn med 🙂 Bare hop ud af det nogen gange, og nyd alt det du har, så kan du stresse videre bagefter 😉 Du er sej og gør et fantastisk stykke arbejede Kat

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uhh, jeg får helt ondt i maven af at læse dit indlæg. For jeg kan sagtens følge dig i dit ønske om, at få en mere. En søster eller bror til Lilletut. Men jeg får ondt i maven, fordi jeg går med de sammen tanker, men jeg KAN ikke være gravid igen. Jeg KAN ikke føde igen og jeg KAN ikke være græsenke 2/3 del af mit liv med hele 2 børn.. Eller det KAN jeg sikkert godt. Men bare tanken gør mig angst. MEGET angst.
    Måske det en dag ændre sig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg synes IKKE det er en (for) egoistisk handling at få et barn som solomor! Sådan er vi heldigvis alle så forskellige, og jeg tænker det bedste er at følge sin mavefornemmelse og ens hjerte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg synes IKKE det er en (for) egoistisk handling at få et barn som solomor! Sådan er vi heldigvis alle så forskellige, og jeg tænker det bedste er at følge sin mavefornemmelse og ens hjerte ❤️ Jeg håber på det bedste for dig og tutti og håber du træffer den beslutning der gør dig lykkelig og glad i låget 🙂 jeg hepper på dig 😀 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Gør det! Jeg tænker tit på at livet kun består af de beslutninger vi træffer (ud over alt det der bliver smidt i hovedet på os konstant, men der skal vi jo også træffe beslutninger) og at hvis vi ønsker at livet skal gå en bestemt vej må man forsøge at påvirke det i den retning. Jeg tror du har fat i den lange ende ved at beslutte det for dig selv denne gang i stedet for at forsøge at overtale en kæreste til at deltage i drømmen. Du er sej!! Kram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hej. Jeg er admin på et fantastisk forum her på FB, hvor vi alle er selvvalgte enlige med donorbørn, donorbørn med søskende (der har en kendt far), samt kvinder, der er i processen med at blive gravid. Hvis du er interesseret i at være med, så send mig en mail.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hej. Forstår bestemt godt dine tanker. Især om det at have en at dele livet med, som har været med hele vejen. Der er ikke mange andre mennesker, man kender hele sit liv – fra barndom hen over ungdom til voksenlivet. Og som forstår præcis, hvad man mener, når man himler med øjnene og ryster på hovedet over sine åndssvage forældre.
    Når det så er sagt, tænker jeg selv meget over konsekvenserne ved barn nr 2 som enlig mor. Et er at være enlig mor til 1 barn. Men halvdelen af tiden vil den ældste jo også være der med sine behov og krav, som også skal imødekommes. Og helst ikke hele tiden “lige om lidt”, fordi mor er i gang med den mindre. Jeg tror, det er mere end almindelig hårdt arbejde. Man kan jo ikke bare bede den anden forælder tage over, og veninder/bedsteforældre kan ikke være der hele tiden til at hjælpe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    De fleste får vel børn af mere eller mindre egoistiske grunde. Da jeg var 25 troede jeg aldrig, at jeg skulle have børn. Det trak slet ikke i mig. Da jeg var 27 brød jeg grædende sammen, da min kæreste mente vi skulle vente 6 måneder. Min biologiske ur satte åbenbart bare igang lige pludselig og det tror jeg ikke, man kan gøre så meget ved. Børn er ikke for alle og mange børn er ikke for alle, men jeg er nok lidt af den tror, at hvis man virkelig mærker lysten til at få (flere) børn, så er det svært at blive rigtig lykkelig uden. Egentlig ikke fordi børn per definition gør en lykkelig, men jeg synes det er et urinstinkt, der er svært at overhøre… Sådan var/er det i hvert fald for mig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Først og fremmest. Det er altid egoistisk at få et barn – for hvem gør man det for? Man gør det ikke for barnet, men for én selv. Min umiddelbare tanke om at få børn var i hvert fald ikke, at jeg bare måtte sætte et barn i verden fordi jeg bare vidste at det var en gave at få mig som mor 🙂
    Man kan tænke sig ihjel når det handler om børn. At være alene med 2! børn kræver masser af hår på brystet, men du klarer det. Du kommer igennem de svære tider og du vil elske de gode. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg. En handywoman