En geni-streg; Playmobil for de lidt yngre

Man bliver så pisse skrøbelig

Har jeg fundet ud af ! Når noget går i stykker og gør ondt.

Jeg VED, at jeg er videre, og jeg VED, at jeg allerede er stærkere. En my stærkere i al fald. Men når barnet bliver afleveret, efter nogen helt bestemt dejlige dage hjemme hos bedsterne, af mama og det første hun siger, når mama har lukket døren er: “Jeg vil hjem til mama og onkel (mamas bror) nu”. Og det næste hun så siger, efter man har svaret at nej, nu skal hun lige være her lidt, så er: “Så vil jeg derhjem imorgen“… Ja, så får man sgu lige en mavepuster, der midt i al ens egen glæde og savn. 

Og man tvivler og tænker: “Fuck, gider hun mig bare slet ikke!? Vil hun meget hellere bo der. Elsker hun mig ikke, elsker hun mama mere. Ødelægger jeg det hele ?!”…

Og så skal man virkelig tage pokerfjæset på for at fortælle hende, at hun heldigvis om kun 3 dage skal hjem til mama igen, og at man godt kan forstå at hun savner mama efter 3 så dejlige dage, de lige har haft. Jamen selvfølgelig tager man det fjæs på. Og selvfølgelig snakker man om mama og onkel, og hvor dejligt hun har det hos dem. 

Og selvfølgelig undlader man bare antydningen af en krusning i ens glade ansigt. Man smiler og tænker sig glad alt det bedste man har lært. 

Og selvfølgelig undlader man at lade flashbacket til dengang man selv var en del af det skønne liv hjemme hos bedsterne fylde. 

Og selvfølgelig undlader man at lade tankerne om sin gamle familie fylde. 

Og selvfølgelig undlader man at føle sig ladt tilbage og alene. 

Selvfølgelig. 

Inderst inde er jeg nemlig lykkelig for at Lilletut har det så dejligt med mama og hendes familie. Jeg er så lykkelig for alt det de giver hende af kærlighed, sammenhold, familie, hygge og materielle goder. Det er jeg virkelig – og taknemmelig oven i hatten. 

Al det bedste til Tutten, også det jeg ikke selv kan få lov til at give. 

Men helt emotionelt, helt tankeflygtigt – helt menneskeligt – kan jeg jo også godt være jaloux og bange. Bange for ikke at være god nok. Bange for at blive valgt fra. Bange for ikke at være værd at elske. 

Emotioner der har fyldt hele mit liv. Som i lange perioder har trængt sig så meget på, at jeg har troet det var sandheder og grundfølelser. Jeg har troet, at det var mig. Forkert og ikke værd at elske. Lidt for tyk, lidt for stille, lidt for klodset.

Nu ved jeg heldigvis godt, at det er emotioner. Jeg er blevet klogere – og vel også stærkere, for nu kan jeg få skubbet de emotioner væk. Jeg har lært at flyde rundt i dem, og svømme væk. 

Jeg ved, at når jeg vågner imorgen, så er de dumme følelser lidt længere væk, end de er nu. Og måske er de endda helt væk. Jeg ved det. For jeg er noget værd. Så tyk er jeg ikke, og så klodset heller ikke – og min datter elsker mig. 

Min datters kærlighed er ren. Det reneste rene – helt barnlig og umiddelbar. Og sådan skal den blive ved. Hun skal ikke også vokse op med følelsen af, at hun elsker forkert. Hun skal ikke også føle sig splittet og forkert. 

Mine tillærte emotioner skal ikke (også) styre og smitte af på hende, som jeg prøvede det dengang jeg var lille. Jeg skal ha styr på mine emotioner – og så skal de forblive mine ! 

Skrøbelig eller ej. 

IMG_6526

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin og Snapchat ♥
   

4 kommentarer

  • Malene

    Jeg synes det er så fint, at du lige præcis har skabt et rum og et sted for hende, hvor hun kan sige lige præcis sådan nogle ting, uden at skulle tænke over, om mor blir ked af det/såret/trist… Det var for mig det allermest tyngende i mine forældres skilsmisse – også selvom jeg ikke var så gammel…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det har du jo faktisk helt ret i. Og det er 100% mit håb, at hun aldrig synes hun skal skjule noget for mig. At vi kan snakke om hvor meget hun elsker sin mama, uden at hun skal tænke på mig. Sån VIL jeg have det !
      Så egentlig har du ret. Det hele ligger hos mig; det er fedt at hun siger det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Du vil heller ikke ønske dig den omvendte situation, tro mig.
    Min datter græder og græder i dagene op til hun skal på weekend hos sin far, og når jeg afleverer hende i børnehaven (hvor hun senere på dagen bliver hentet af far) må pædagogerne rive hende fra mig, fordi hun klamrer sig til mig. Når hun så kommer hjem fra hendes far, går de første par dage med at tælle dagene indtil hun skal hjem til far igen. Når tidspunktet nærmer sig, ja så starter det hele forfra. Jeg ville af hele mit hjerte ønske min datter kom hjem fra sin far og var glad og gerne ville derhjem igen. Man føler sig som verdens dårligste mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Puha, nej det lyder da helt forfærdeligt !!! Så er det her jo vand i forhold til – og det er jo desuden også kun hos mig problemerne ligger. Tutti har det jo dejligt <3
      Jeg får ondt i hjertet af at tænke på dig og din datter. Hvor gammel er hun mon ?! Kan der skæres ned ? Hvordan er det noget så vidt ?
      Tanker og kram til jer <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En geni-streg; Playmobil for de lidt yngre