Intimitet og terapi med alle på nettet… En fortsættelse!

Når man blogger som jeg er der en utrolig fin og næsten usynlig (i hvert fald for mig) grænse mellem at blogge og “over sharing” – altså at dele for meget! Bloggen er nemlig i stor stil mit lille terapi lokale hvor megen smerte, ulykkelige følelser og diverse begivenheder får luft. Havde det nu blot omhandlet mig, så ville det jo kun gå ud over mig selv – men det gør det jo sjældent. Jeg blogger om min familie, mit familieliv og min måde at opfatte at være mor og kone på…og det indeholder jo sjovt nok alt sammen min partner, som jeg valgte at få Lilletut med. Da det gik op for mig at vi havde problemer sidste efterår skrev jeg en masse om mine tanker og følelser i forhold til konen og hendes handlinger (Fx disse indlæg: HER HER HER og HER. Da problemerne eskalerede gik mit bloggeri sjovt nok lidt over grænsen for hvad min kone synes der var fedt at andre havde indblik i. Det kunne jeg godt forstå når hun påpegede det, og jeg ændrede mig en pæn del efterfølgende. For at nå dertil skrev jeg blandt andet dette indlæg INTIMITET – MED ALLE PÅ NETTET hvor jeg snakkede lidt om netop at dele for meget – og altså pludselig at være intim med alle på nettet i stedet for at være det i højere grad i sit forhold.

Og nu kan jeg så skrive et nyt indlæg i samme stil.

Åbenbart. For nu går jeg måske lidt over grænsen igen. Eller ikke måske. Det ved jeg nu at jeg gør, for det har konen sagt. Igen – altså i dag. Og det er altså bestemt ikke meningen at udgive hende som en kælling – tro det eller la være!! Hun betyder jo fortsat meget for mig, og vil altid gøre det, uanset hvad der måtte ske i fremtiden. Og så er hun jo Lilletuts mama. Og Lilletut elsker sin mama. Men hvordan finder jeg grænsen mellem at skrive det, som mit hovedet er ved at eksplodere med, og det som hun finder okay at dele med alle på nettet? For selvom det er mine tanker og følelser (som jeg i hvert fald selv vil bestemme over) så er de jo tit udsprunget i noget hun har været involveret i! Hvad tænker I? Er jeg i gang med at dele for meget og for personligt? Og i hvor høj grad skal man censurere sig selv på sin egen blog?

Og nej, jeg deler bestemt ikke alt – for folk skal jo også turde snakke med mig IRL uden at frygte for at de bliver analyseret på nettet i fuld offentlighed! Men jeg er virkelig en der har behov for at få mine tanker UD ellers giver de mig myller i hovedet og jeg ligger søvnløs i dage, kan ikke koncentrere mig what so ever eller får ustyrlig trang til at råbe dem ud alligevel. Og det er jo nemlig derfor bloggen blev til i sin tid. Som min lille terapiside, min lille diktafon for dagens tanker og problemer og som mit lille frirum (og konens så hun slap for alt min snak og alle mine spørgsmål: “Hvad tænker du på nu?”, “Okay, hvad tænkte du på sidst du tænkte på noget?” og “Hvad tænker du så på nu?”)…