Døden og en 3-årig

Som nogen af jer godt kunne fornemme på min instagram igår, er der sket noget i vores liv de sidste dage, som faktisk er ret tragisk.

For en uge siden gik Lilletut på påske-ferie fra børnehaven, vinkede og råbte farvel til alle børnehavevennerne og til de pædagoger, som hun havde haft 3 intense dage sammen med, mens de fleste i børnehaven allerede havde tyvstartet ferien. Tutti havde glædet sig til ferien først sammen med morfar og mormor og siden med bedstemor og bedstefar, og havde ivrigt fortalt pædagogerne om det. Lige nu ser jeg for mig, at hun løber hen til den ene af dem og giver hende et knus. Helt nødvendigt før Lilletut kunne tage hjem, men selvfølgelig også en pædagog som betyder meget for Tutti, og som skaber hendes hverdag hver dag.

Eller gjorde.

For dét knus viste sig at være det sidste.

For mens vi holdt påskeferie omkom Tuttis pædagog helt tragisk i en trafikulykke.

Sådan en helt meningsløs og uretfærdig en. Sådan en hvor man bare er den mindste og mest udsatte. Sådan en hvor et ungt menneske helt tragisk og forfærdeligt mister livet. Hvor døden kommer lidt tættere på.

Tutti og jeg mødte ind i går morges i børnehaven, første dag efter ferien og sommertid, og lidt sent på den. Jeg nåede lige at kigge på billederne af Lilletuts stues pædagoger, og tænke at de bare passede så godt sammen. At de skabte den bedste hverdag for Tutten, og at de – og stuen – bare fortjente, at der aldrig blev rykket rundt på dem. Det tænkte jeg virkelig. Og blev så taget imod af lederen for institutionen, som så lidt underlig ud. Hun nåede og spørge om jeg har fået hendes mail, inden jeg nåede at tænke noget. Øh nej, ingen mail. Da hun så sagde, at hun desværre havde noget alvorligt at fortælle mig, kørte tankerne lige 5000 gange rundt i knolden på mig, og gjorde mig egentlig lidt svimmel allerede der. Da hun havde fortalt hvad der var sket, måtte jeg lige sige “Ahvaffornoget”… Blodet forsvandt fra mit hovedet, tårerne kom frem i øjnene og hænderne røg instinktivt op til ansigtet. Lilletut havde gået først ind i garderoben, og kunne derfor kun se mig og mit ansigt og begyndte ligeså instinktivt at græde og løb hen til mig og hev mig i jakken.

Jeg fik samlet mig selv op, trøstet Tutten, der blev bange for at der var noget galt med mig og fik hende på andre tanker. Fik snakket færdig med lederen og fik Tutten med op på stuen, hvor man møder ind. Personalet så selvfølgelig helt grå ud i ansigterne, og Tutten mærkede med det samme igen, at der var noget galt og forsvandt ind under min jakke. Jeg kunne ikke se på nogen af de voksne uden at få tårer i øjnene, så afleveringen blev noget akavet, og min tur på arbejde blev helt frygtelig grundet chokket.

Børnehaven var ret god til at komme med information omkring dagens forløb for børnene og hvad der skulle ske med dem og personalet. Der ville selvfølgelig blive taget hånd om begge dele, og børnene ville blive informeret stuevis. Dog vidste vi forældre ikke præcis, hvad der blev fortalt dem, så da vi forældre mødtes ved bussen for at hente vores børn, var vi mest af alt ret chokerede. Nogen af os græd (mig inkl. selvfølgelig) og vi fik udleveret noget materiale omkring børn og krisereaktioner. Jeg prøvede at spørge lederen (som havde taget informationsteten før bussen med vores børn ankom) omkring deres dag, men kunne ikke engang stille spørgsmålet, før jeg begyndte at græde, så jeg kunne ikke spørge om noget særlig specifikt.

Da bussen med vores berørte børn og personale kom, tog vi os lige gevaldigt sammen og fik modtaget børnene på bedste forsøg på normalvis. Da Lilletut kom ud var hun lidt overgearet af situationen, og da jeg spurgte hvordan dagen var gået, fik hun halvt råbt “…. er DØD. DØD”.

Øh ja, skat ! Og hvad siger man så ? Lilletut sagde på vej hen til cyklen at … havde slået benet og var kommet på hospitalet, og at hun ikke kom hjem igen. Jeg brød virkelig min hjerne for hvad jeg skulle sige, men besluttede mig for at sige, at hun jo altså ikke blev på hospitalet, men var taget videre op i himlen. “I himlen ?!?” Spurgte Tut; “Hvordan er hun kommet derop (peger derop) ?? Med en flyvemaskine ??”

Øh ja, måske ?!

Hvad siger man da ??

Da vi kom hjem, fulgte jeg op hver gang Tutti nævnte noget om … Nogen gange spurgte jeg selv lidt ind. Og jeg tænkte virkelig meget. På hvad Tutti mon tænkte og følte. Om hun var ked af det, knust, forladt ? Om jeg kunne gøre noget. Men hun er jo for dævlen 3 år ! Hendes svar blev instinktive og korte. Hun kunne ikke sige meget mere end en sætning eller to omkring hver enkel ting vi snakkede om. Det var som om, hun slet ikke kune følge det abstrakte og uigenkaldelige i det. Og det kunne jeg jo nærmest heller ikke.

“Jeg savner hende. Hun er min store kærlighed” Var Tuttis egen klassiske kærlighedserklæring.

Jeg sagde, at hun kunne se på billedet af stuen (med … på) og så fortælle hende at hun savner hende.

Tutti spildte lidt juice på brystet af hendes kjole, og gik nærmest lidt i panik og ville have kjolen af nu, NU MOAR ! “Det er ligesom … mor ! Hun blev ramt af en lastbil i hjertet og døde” !

En lastbil i hjertet ?! Det var altså lidt voldsomt i mine ører, og jeg måtte google ulykken for lige at se, om det var sådan, det var sket. Det var det så. Puha, okay, så vidste Tutti det. (Og jeg fik læst lidt for mange detaljer, end hvad jeg måske havde brug for at vide!)

Tutti kom med lidt kommentarer omkring død og hospital, og da hun skulle i seng, ville hun kun sove inde ved mig og jeg måtte ikke sove, men skulle passe på hende hele natten. En nat der forøvrigt forløb med night terror, mareridt og en tumlen rundt i sengen.

I dag efter børnehaven fortalte hun igen at … ikke havde været der. At hun var død.

Da vi legede skulle hendes Twillight Sparkle dø. Og alle de andre ponyer og Bambi skulle være læger på hospitalet. De skulle kigge på hendes ben – og så skulle vi skiftevis puste og slå på Twillight !! Først tænkte jeg puste og slå ?!? Men kunne da så pludselig se at det var Hjerte-lunge-redning, hun pludselig snakkede om !!! Åhr, mor blev helt stolt ! For ja, det skulle man jo prøve, hvis folk døde. Dét havde de lært i børnehaven, fortalte hun.

Lilletut er 3 år. Hun har aldrig oplevet død før. Hun ved, at jeg arbejder på et hospital og hjælper folk, der har ondt i foden og brækket benet. Tutti ligger end ikke mærke til at forældrene i Frost dør ! Hun har aldrig ænset det. Tutti er stadig sån’ helt dejlig, barnlig naivt uspoleret. Skal hun lære om død ? At hendes elskede pædagog (en del yngre end mig) bliver kørt ned af en lastbil, ramt i hjertet og dør. At hun kommer på hospitalet og aldrig kommer tilbage ?

Jeg ved godt, at der ikke er noget entydigt facit. At børn er forskellige. Og at børn i en børnehave er forskellige – og jo mellem 3 år og 5 år+ og derfor endnu mere forskellige. Og at vi forældre også er forskellige.

Jeg er berørt af det. Meget berørt – og formentlig mere end Tutti er.