Sygdom, pencillin, opkast og børnelæge for 15.000’ende gang!

Dem af jer der har fulgt med på bloggen længe ved at min lille søde Tut har en kæmpe lang sygdomshistorie bag sig. Det halvandet år af hendes liv var nærmest en stor gang sygdom kulminerende med indlæggelse på Riget, pencillin som hverdagskost og til slut dræn isættelse. Jeg har selvfølgelig skrevet maaaange indlæg om det, da det selvfølgeligt fyldte rigtig meget for mig og os at hun var så meget syg. Og ja, da hun kom under udredning for bland andet cystisk fibrose og Ciliadyskinesi på Riget, der var jeg sgu oprigtigt nervøs for at den var helt gal. Hun blev heldigvis frikendt for de slemme sygdomme, og en immundefekt kunne heller ikke påvises. Hendes blodprøver, lungeprøver og hvad der ellers blev taget var ok. Ikke alle tal var lige pæne men i det store hele blev hun altså frikendt. Som så mange andre kæmper hun ret meget med astmatisk bronkitis – måske/måske ikke astma – og får hendes forebyggende medicin hver dag i maske og anfaldsmedicin ved behov.

Læs bla HER HER HER HER HER….

Lilletut fik dræn sidste år i marts og efter lidt tilvænning, så ebbede alle Lilletuts syge dage ud. Eller hun blev ikke lige så hårdt ramt længere, for hun blev stadig småsyg men feberen kom ikke op på 40 længere og perioderne blev kortere. En hel klar forbedring! Selvfølgelig kom drænene også i op til sommeren, så det er selvfølgelig lidt svært at konkludere noget – som det jo oftest er med børn! Lilletuts ører løber generelt 1,2,3 eller 4 gange hver måned så drænene må siges at virke efter hensigten. Dræn holder selvfølgelig ikke evigt – goddammit – så da de røg ud her for snart 2 mdr siden, har helvede været løs…i Lilletuts ører! Faktisk har hun ikke været rask siden! Hendes ører har gjort ondt og hun har klaget sig. Hun har sovet dårligt om natten (men det er man snart vant til) og haft de høje febre igen. Hun har været syg i lange perioder igen og har nærmest ikke været i vuggestue! Hendes hals har gjort ondt, maven har været skidt og så har hun igen været på pencillin to eller tre gange bare inden for 3 uger. De dræn skal bare i igen – sidste gang var jeg overbevist om at de ville redde vores liv og skrev dette hyldest indlæg om dem HER

Her i weekenden blev Lilletut så tacklet af en slem mavevirus, som I jo nok kunne se på instagram. Og tak fordi I var der! For pludselig sad man der helt alene og var skide nervøs for sin datter – igen. Da ex-konen var her så var man to med det hele, men pludselig at være alene med sine bekymringer og et rigtig skidt barn, det var sgu ikke sjovt! For pludselig var jeg i tvivl om hvem ma spørg til råds altså om de ting man ikke lige ringer til vagtlægen/1813 om! Sådanne ting bruger jeg ikke mine veninder til – og de bruger heller ikke mig (de har jo også deres mænd eller damer). Mine forældre kune jeg selvfølgelig godt ringe til, men ikke hele tiden – så derfor brugte jeg instagram! Meget apropos mit indlæg omkring at være social med instagram og facebook i stedet for in real life! HER hvis du missede det! Og I hjalp sgu!

Pludselig havde man lige en hel gruppe ved hånden, der bekymrede sig sammen med mig, gav råd og gav mig lige lidt pondus til at gøre noget – også da jeg blev spist af med et dårligt råd på 1813 telefonen. Rart – og tusind tak for hjælpen de af jer der var der.

I går da Lilletut var så dårlig pga feber og småsov hele dagen, slog det mig om aftenen, da jeg sgu sove, at man som alenemor egentlig er ret alene med alle sine bekymringer. Jeg er i hvert fald. For jeg er ikke typen der ringer til veninderne hver gang der er noget, jeg går med det selv. For hvor meget “gider” man belemre sine veninder med af alle hverdagens små ting – altså de ting man jo normalt vender med sin partner?! Jeg er typen der helst ikke vil vise for meget når jeg snakker med folk, helt automatisk bliver mit lidt overfladiske filter slået til og jeg kan virke meget glad og sprudlende selvom jeg bestemt ikke er det! Ikke at det er godt, for jeg ved at det sætter sig til en mavepine senere eller bare bliver hængende i hovedet – indtil jeg måske/måske ikke kommer af med det her på bloggen eller på instagram! Og er det nu sundt? Altså at skrive sig ud af problemerne og ikke få et “bestemt ansigt” på den man skriver til? Er det for nemt?

I hvert fald er den der fortrolighed man har med sin partner og muligheden for hele tiden at være to om problemer, bekymringer og tvivl noget jeg savner sindssyg meget. For jeg har den sgu ikke med andre! Og lige meget hvor meget jeg prøver at bruge blog, sociale medier og forskellige personer som får en lille bid så er det bare ikke det samme! I andre singlemoms…hvordan gør I? Hvem deler I med? Og altså I andre må jo gerne komme på banen også…det må I jo altid 🙂